MATHIAS REUMERT

Slagtøjsspiller, dirigent, producer, festivalleder, født 1980. Med et bagkatalog, som rummer referenceindspilninger af en lang række hovedværker for soloslagtøj og af kammerværker fra det 20. og 21. århundrede, er Reumert en af de mest indspillede percussionister inden for ny klassisk musik. Hans anmelderroste dvd “Solo” har som én blandt få udgivelser indenfor avantgarde-genren nået ud til et bredt publikum og blev af Politiken betegnet som “intet mindre end banebrydende” og “en kolossal bedrift” (18/2-2016). 

Hans evne til at skabe medrivende drama ud af avanceret musik er ofte blevet bemærket: “Reumert is extraordinary…a masterful exponent, someone with impressive technique and poetic interpretive skills, and a real dramatic, theatrical flair.” (Gapplegate Music Review, feb. 2016). “Mathias Reumert is a true master percussionist as well as something of an entertainer” (Fanfare, marts 2016). “En karismatisk solist med et fabelagtigt teknisk overskud” (Klassisk, sept. 2016).

Han dannede det internationalt anerkendte crossover-ensemble Ekkozone i 2013. I 2018 etablerede han festivalen Offbeat. Ved siden af disse aktiviteter har han som musiker i Athelas Sinfonietta gennem 15 år bistået nutidens danske komponister med at finde de rigtige klange. I de senere år har han påtaget sig opgaver som dirigent og i denne rolle bl.a. indspillet to album for Dacapo Records og ét for amerikanske Mode Records. Endelig har han komponeret en række værker til egne ensembler (PACE og Ekkozone) samt til bl.a. Dansk Danseteater (2017) og balletten ved Staatsoper Hannover (2018).

Mathias Reumert voksede op i et akademikerhjem i Nærum og tog diplomeksamen fra DKDM samt en MA-grad fra University of California, San Diego (2005). I studieårene vandt han en række priser, deriblandt 2.-pris samt “Prisen for bedste opførelse af ny musik” ved DR’s Kammermusikkonkurrence 2002, 1.-pris ved Concours International de Vibraphone 2002 (Clermont-Ferrand, Frankrig), 1.-pris ved Percussive Arts Society International Convention Soloist Competition 2004 (Nashville, Tennessee), 1.-pris ved DKDM’s Kammermusikkonkurrence 2006 og 1.-pris ved Gaudeamus Interpreters’ Competition 2007 (Amsterdam, Holland). Han debuterede på CD som solist i Poul Ruders’ slagtøjskoncert “Monodrama”, dirigeret af Thomas Søndergård – en Dacapo-udgivelse, som blev fremhævet af bl.a. New York Times og Philadelphia Inquirer. 2008-2010 underviste han ved Summer Institute for Contemporary Performance Practice ved New England Conservatory i Boston. Sammen med kollegaen David Hildebrandt skabte han den anmelderroste science fiction-forestilling “Et Trommespil”, som de opførte 2010-2013 på en række danske og udenlandske scener, bl.a. det estimerede Meyerhold Teater i Moskva.