EKKOZONE

Dansk crossover ensemble, som har fokus på samtidsmusikken. Ekkozone blev dannet i 2013 af Mathias Reumert og etablerede sig hurtigt på musikscenen med talrige koncerter på Jazzhouse og store produktioner på Roskilde Festival samt i landets større koncertsale.

Evnen til at favne et bredt publikum og til at begå sig hjemmevandt i klassiske koncertsale såvel som på rytmiske spillesteder, er ofte blevet bemærket, fx af Ralf Christensen i Information:

“At være i stue med det danske orkester Ekkozone og deres legesyge og rytmisk inciterende væsen er en gave, som bør skattes højt. Fordi de formår at formidle udover det kulturelle reservat, den slags musik normalt lever i – uden for partiturernes hellige koncertsale møder de folket, på nye steder såsom Roskilde Festival eller Copenhagen Jazzhouse – og dét med en lystig og åben attitude, taknemmeligt stemt mod publikum”. (Information, 15. okt. 2014).

Seismografs anmelder Henrik Marstal skrev i fjor: “Tivolis Koncertsal var rammen for lidt af en begivenhed i dansk musikliv: Fem centrale kammermusikværker af den græsk-franske ærkeavantgardist Iannis Xenakis opført som jubilæumskoncert på dansk grund. Alt i alt af halvanden times varighed, fuldkommen suverænt kurateret og fremført af Ekkozone anført af Mathias Reumert. (...) Efter koncerten var mine ører godt gennembanket af al den lyd, men det var som om, jeg kunne have fortsat hele aftenen med at lytte til Xenakis' univers (...). Jeg var overloadet og forklaret på samme tid. Og den følelse har for mig ellers været sjælden efter en avantgardekoncert”. (Seismograf, juni 2022)

Ekkozone har udgivet tre anmelderroste CD’er på Dacapo Records med ny kompositionsmusik af hhv. Karsten Fundal, Axel Borup-Jørgensen og Peter Navarro-Alonso. Albummet Steve Reich: Sextet udkom på amerikanske Mode Records i 2018, og modtog Diapason d’Or-prisen samt en række stjerneanmeldelser fra en samlet international presse, bl.a. følgende skudsmål af den anerkendte kritiker, Dominy Clements: “Ekkozone’s recordings of both works on this CD are second to none”.

Foto: Thomas Rockall Muus